Green is the new black

Grøn mode. Bæredygtig mode. Ideologisk mode.

Af: Maiken Høj

Trenden på den etablerede catwalk begrænser sig ikke længere til æstetiske udskejelser med et tvist af high-fashion, men har udvidet horisonten til også at omfatte etik.

Epicentret for influerende mode repræsenteret ved London College of Fashion præsenterede i denne forbindelse i 2008 en ny gren: Centre for Sustainable Fashion (CSF). Oprettelsen af CSF kommer i kølvandet på årtiers højkonjunktur, hvor det (for)brugerdrevne marked har oplevet massiv vind i sejlene. Det økonomiske overskud har skabt grobund for nye markeder, hvor bæredygtig mode er ét af mange.

Hvad er så status for denne grønne bølge på den moderigtige scene i denne recessionens epoke?

CSF er et glimrende initiativ i den rigtige retning, hvor Londons position som verdensomspændende modediktator har et hvis ansvar i form af banebrydende accelerator og derpå fungere som epicenter for forandring og udvikling i modeverdenen.

Sociolog fra Aalborg Universitet Bettina Bertelsen ser udviklingen af øget miljøbevidsthed blandt shoppere som et udtryk for, at ”folk føler et ansvar for deres omgivelser, og at vi har økonomisk overskud til at betale for tøj, der er lækkert og har en god historie.” Denne faktor kombineret med bæredygtige linjer af fashionabelt tøj på en bund af økologi præsenteret af modebranchens elite, hvor blandt andre det ekslusive danske Noir er repræsenteret, har skabt en ideel situation: moderigtigt tøj for de hippe med en politisk korrekt ideologi.

Netop det faktum, som Bettina Bertelsen pointerer, at folk køber ”den gode historie” giver andledning til tvivlsomt at stille spørgsmålstegn ved motivet bag forbruget af økologisk og bæredygtigt tøj. Er det i virkeligheden selve iscenesættelsen af sig selv som bevidst, overskudspræget og iøvrigt politisk korrekt forbruger, der i sidste ende vægter højere end selve det at beskytte miljøet?

Problemet består imidlertid i, at virksomheder, som gennem de sidste år er begyndt at producere bæredygtige kollektioner, har foretaget et strategisk valg, som reelt ikke bygger på etiske overvejelser. Disse virksomheder har fanget trenden på catwalken. En trend, der har forgrenet sig ud hos de modebevidste forbrugere.

Frygten er derfor, at disse virksomheder skifter profil i tempo med den økonomiske nedgang, hvor det økonomiske overskud hos den enkelte forbruger er på deroute.

Selviscenesættelsen hos den enkelte forbruger kodificeres socialt, hvorved en kollektiv konsensus om en (midlertid?) nedprioritering af goder med ekstra omkostninger, bliver kollektivt accepteret. Man anses således ikke for at være en dårlig forbruger, hvis ikke økologi prioriteres lige på nuværende tidspunkt – det er dikteret og accepteret af det sociale kodeks.

Sociolog Bettina Bertelsen mener dog ikke, at dette vil få indflydelse i et bredere og mere langsigtet perspektiv, for ”selvom det måske er så som så med indkøb af dens slags klæder i en tid præget af recession, betyder det omvendt ikke, at folk ændrer opfattelse af forholdene, de forbruger bare mindre.”

I sidste ende er modebranchen stærkt påvirkelig overfor konjunkturer, da målsætningen er en sund og grøn bundlinie. En langsigtet samfundssituation med recession vil derfor utvivlsomt rykke på prioriteterne: bæredygtigt tøj er dyrere at producere, og derfor dyrere at sælge. Samvittigheden hos forbugeren er primus motor i afsættelsen og efterspørgslen af sådanne produkter. Desværre er såkaldte bløde værdier som god samvittighed og politisk korrekthed ultra påvirkelig over for de ekstra ydelser, der er påkrævet ideologiske varer i en tid, hvor økonomisk overskud er allestedsfraværende.

En opfordring er således herfra: miljøkorrekte klask til befolkningen – tak!